Østersøen er et unikt og følsomt indhav med begrænset biodiversitet. Udsendelser af forskellige forurenende stoffer har negativt påvirket dens sundhed i lang tid. Der gøres meget i Østersøens opland for at forbedre vandkvaliteten, men samtidig mangler der tilstrækkelige foranstaltninger til at forbedre vandkvaliteten og den biologiske status i selve Østersøen. I mangel af bæredygtigt fiskeri er situationen for silden kritisk i dag, da størrelsen af bestandene er langt fra topniveauerne for 30-50 år siden (1,2). Siden 2019 er torskefiskeri i den østlige Østersø blevet suspenderet, og i 2022 kollapsede den vestlige torskebestand også, på trods af gentagne advarsler og råd fra eksperter om at reducere torskefiskeriet i tide (3). Nu er den samme situation tæt på for silden. Et forbud mod målrettet erhvervsfiskeri blev indført i den vestlige Østersø i 2021 og er stadig i kraft i dag. Der er visse perioder i løbet af året, hvor fiskeri efter sild også er suspenderet i resten af Østersøen (4). Men dette er ikke nok til at sikre sildebestanden for fremtiden.

Sild er en vigtig del af den svenske nationale køkken og er også en meget vigtig komponent i Østersøens økosystem. Antallet af arter længere nede i fødenettet holdes på rimelige niveauer, og sild er også den vigtigste føde for torsk, laks, marsvin, mange havfugle og sæler. Det er derfor særligt alvorligt, at der nu er gentagne advarsler om, at bestandene i både Botniske Hav og Centrale Østersø er på farligt lave niveauer. Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) har påpeget, at reducerede fiskekvoter for sild i Østersøen er nødvendige for at opfylde forvaltningsplanen. For 2024 vurderede ICES, at et fiskestop for sild var nødvendigt for at opfylde kravene i forvaltningsplanen for Østersøen uden for Rigabugten, da der er en klar risiko for, at bestandene kunne kollapse. EU-Kommissionen fremlagde også dette forslag for EU's ministre for Landbrug og Fiskeri. De besluttede dog, at fortsætte fiskeriet med en kvote på lidt over 95.000 tons sild (7), en stigning på 108% i Centrale Østersø for 2025, på trods af ICES' advarsler om risikoen for overfiskning af genetisk forskellige underbestande (8). I maj 2025 rådede ICES igen om øgede kvoter i Centrale Østersø for 2026 (9,10), dog med forbehold for, at kvoterne i stedet for skulle reduceres for at undgå risikoen for kollaps af bestandene, baseret på sikkerhedsmarginens (forsigtighedsprincippets) indeholdt i EU's forvaltningsplans regler (11,12).

Fiskekvotern skal reduceres radikalt.

Der er stadig sild i Østersøen, men de bliver mindre, og de beregninger, der foretages for at estimere bestandene, er baseret på data med meget høj usikkerhed (1,13). Noget som ICES selv også klart udtrykker (8). Den største systematiske fejl er, at alders- og størrelsesfordelingen af bestandene ikke er taget i betragtning i den forvaltningsplan, der blev vedtaget i 2006, selvom der ifølge EU's havmiljødirektiv skal være en sund alders- og størrelsesfordeling (14,15). EU's fælles fiskeripolitik fra 2023 fastslår også, at fiskeri skal være bæredygtigt og modstandsdygtigt, og at havøkosystemer skal beskyttes og genoprettes (11,12). Den nuværende MSY-forvaltning af Østersøen tager hverken hensyn til miljøet eller klimaændringer.

Da usikkerheden er stor i de data, der bruges til beregningerne af fremtidige bestande, skal de nye kvoter baseres på forsigtighedsprincippet for at hjælpe sildebestanden med at stige til et levedygtigt niveau. Fra et økonomisk synspunkt er det under alle omstændigheder mere fornuftigt at fiske på renterne og ikke på kapitalen, som det gøres i dag. Stockholms Universitets Østersøcenter foreslår for eksempel, at fangstkvoterne for sild skal være 50% under den ICES-beregnede maksimale udbytte for at undgå risikoen for overfiskning (16). Ikke desto mindre besluttede EU's fiskeri- og landdistriktsministre maksimale fangstkvoter for 2025 for sild i hele Østersøen. Det er endnu uvist, hvad de beslutter i oktober 2025 for kvoterne for 2026.

Samtidig er Sverige og alle andre lande omkring Østersøen sandsynligvis i den mest usikre sikkerhedssituation i over 50 år, hvor fødevareforsyninger kan blive udsat, når transportkæder brydes, og den nationale selvforsyning er utilstrækkelig. I denne sammenhæng er det vigtigt at have et bæredygtigt fiskeri og en nationalt forankret fiskeindustri (17).